Europa-Kommissionen i Danmark inviterer til pressebriefing fredag 1. marts klokken 9.30 med Ditte Juul Jørgensen, Europa-Kommissionens generaldirektør for energiområdet. Pressebriefingen foregår i Europa-Huset, Gothersgade 115, 1123 København.
EU skal accelerere den grønne omstilling ved at sikre bæredygtig energi til overkommelige priser for forbrugere og industrien, og der er tryk på for at få gennemført mest muligt inden EU-valget til juni.
EU-Kommissionen har netop anbefalet et delmål for 2040 om at reducere EU’s drivhusgasudledninger med 90 procent i forhold til 1990. I samme ombæring fremlagde Kommissionen retningslinjer for, hvordan CCUS-teknologier kan understøtte målet. CCUS står for Carbon Capture, Utilisation and Storage og dækker over teknologier som kan indfange, transportere og lagre drivhusgasser.
Den 6. februar nåede EU-Parlamentet og rådet til enighed om Net Zero Industri Act (Retsakt om nettonulindustrien), som Kommissionen fremlagde sidste år, og som komplementerer den europæiske handlingsplan for vindkraft, som er særlig relevant for Danmark.
Ditte Juul Jørgensen er som generaldirektør for energi den højest placerede embedsmand i Europa-Kommissionen på dette område. Fredag d. 1. marts er hun i København, hvor hun først vil fremlægge de store træk i Kommissionens arbejde i denne mandatperiode og derefter svare på spørgsmål. Briefingen er som udgangspunkt til baggrund. Hvis der er noget, du gerne vil citere, kan det aftales bilateralt.
Tilmelding til Lars Svensmark på Lars.Svensmark@ec.europa.eu senest torsdag den 29. februar klokken 12.00.
Briefingen varer cirka 1 time. Europa-Kommissionen byder på en let forfriskning under briefingen.
Vi håber at se dig!
Denne side bruger cookies. Ved fortsat brug af denne side, accepterer du vores brug af cookies Læs mere