Vedtægter for FEM-2004

Foreningens vedtægter

1. Foreningens navn er FEM, Foreningen af Energi- og Miljøjournalister. Foreningen er en almindelig, ikke-erhvervsdrivende forening. Som medlemmer kan optages journalister og andre, der beskæftiger sig professionelt med formidling af viden om klima, energi og miljø.

2. Foreningens formål er at fremme medlemmernes viden om og interesse for klima-, energi- og miljøpolitiske forhold bl.a. gennem kurser og møder for derigennem at fremme et højt fagligt niveau blandt klima-, energi- og miljøjournalister. Foreningen skal arbejde for at udbrede kendskabet til og forståelsen for klima-, energi- og miljøpolitiske emner.

3. Foreningen ledes af en bestyrelse på fem medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for et år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Desuden vælges to suppleanter til bestyrelsen, en bilagskontrollant og en bilagskontrollantsuppleant. Formanden og kassereren tegner foreningen i økonomiske anliggender. Foreningen kan antage aflønnet medhjælp.

4. Generalforsamling, der afvikles hvert år i juni, er foreningens øverste myndighed. Den indkaldes skriftligt med mindst tre ugers varsel direkte til medlemmerne. Bestyrelsen eller en tredjedel af medlemmerne kan med angivelse af dagsorden forlange en ekstraordinær generalforsamling indkaldt med mindst 14 dages varsel. Alle afgørelser på generalforsamlingen træffes ved simpel stemmeflerhed. Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde seneste 8 dage før.

5. Dagsorden for generalforsamlingen:

1. Valg af dirigent og referent.

2. Bestyrelsens beretning ved formanden.

3. Kassereren aflægger regnskab.

4. Kontingent for det kommende år.

5. Indkomne forslag.

6. Valg.

7. Eventuelt

6. Bestyrelsen godkender nye medlemmer og udnævner æresmedlemmer.

7. Foreningen kan opløses ved beslutning på ordinær generalforsamling, hvis fire femtedele af de fremmødte stemmer for opløsningen. Denne beslutning skal derefter skriftligt forelægges samtlige medlemmer, og opløsning kan kun ske, såfremt fire femtedel af de afgivne stemmer er for.

Ift. midler i tilfælde af opløsning af FEM: De udloddes til klimajournalistiske formål, der defineres nærmere af den næste bestyrelse med henblik på vedtagelse på generalforsamlingen i 2025.

(Således vedtaget på generalforsamlingen i Foreningen af Energijournalister, E-1995, 16. juni 2004 i forståelse med foreningen Danske Miljøjournalister. Senest ændret juni 2024 i København).